Det rørte sig i tiden

 

Det rørte sig i tiden:

Allerede år før 1969 var tankerne omkring et halbyggeri begyndt at røre på sig i Herlufmagle området. Det var i og for sig en naturlig ting, for mange steder overalt i landet skød hallerne op i opgangstiden i 60`erne til glæde for såvel ung som ældre.

 

I Haludvalgets protokol har Vagn Hansen levende beskrevet de indledende ” forberedelser”, før de mere praktiske aktiviteter vedrørende halbyggeriet kunne igangsættes.

 

De indledende forberedelser:

Et selvbestaltet udvalg på 4 mand, nemlig Ole Høj Jensen, Per Jacobsen, Vagn Pedersen og Vagn Hansen, tog en fridag og kørte til Humlebæk for at se en nyopført ” Cadomus ” sportshal.

Formålet ned udflugten var ikke bare at få en fridag ud af det, men for at se netop den hal. Der var rejst ved en frivillig arbejdskraft, og til en overkommelig pris af ca. 650.000 kr.

Grunden til turen var, at dergennem længere tid, især i Herlufmagle sogn har været rejst ønske om bedre forhold for ungdommen i almindelighed og for sportsungdommen i særdeleshed.

Mange forskellige mennesker har ladet forstå, at de både økonomisk og ved frivillig arbejdeindsats, ville medvirke ved rejsning af en sportshal.

Da det ikke kunne forventes, at kommunen ville påtage sig en så stor opgave, begyndte dette initiativ at tage form.

Udvalget udtrykker beskedent, at det fuldt ud anerkender, at der uden tvivl var andre bedre egnede til at starte denne store og spændende opgave, men endnu er ingen begyndt.

På turen hjem fra Humlebæk blev mange ideer udkastet, selvfølgelig uden at nå noget konkret. Dog enedes man om, at en væsentlig større forsamling arbejdede for tungt, så i første omgang skulle udvalget ikke udvides med mere end et par mand.

Tanken var i korthed den: at finde frem til en haltype, der dækkede behovet, en placering af denne, en rimelig pris, og efter en eventuel godkendelse af sognerådet, at afholde et beboermøde for hele kommunen med det formål at orientere og høre stemningen.

Hvis stemningen ville blive positiv, skulle det udvalg vælges, der skulle forestå fremskaffelsen af medler og opførelse af hallen.

 

I den kommende tid foregik en livlig mødeaktivitet:                                  

 

Førstemøde blev afholdt den 20. februar 1969 hos Vagn Pedersen Gelsted:

 

Her var udvalget blevet udvidet med Johannes Jensen, som redegjorde for principperne i den nye

”ungdomslov”, som bl.a. betingede, at der i nyt halbyggeri skulle være lokale til ungdomsklub, mødesal og cafeteria.

På samme møde var nu modtaget en skitse over hallen og et prisoverslag fra Cadomus.

 

Den 6. marts hos Per Jacobsen var Kommuneingeniør Villy Pedersen og Arkitekt Toftvad inviteret og påtager sig opgaven, at udarbejde en skitse og forslag til placering af hallen. Johannes Jensen vil undersøge muligheder for tilskud  til byggeriet og rentefrie lån.

 

Den 19.marts besøges Ole Høj Jensen, Herluflille. Udvalget + Toftvad er til stede og siden sidst er der kommet en ny mand til udvalget, Vognmand Hans Erik Larsen, Tybjerglille, som ved denne lejlighed er forhindret i at deltage.

3 skitser blev fremlagt. Heri indgår muligheden for senere placering af svømmebad.

1. plan: På Knud Hansens jord mellem den nye sportsplads og landevejen.

2. plan: På skolens sportsplads ( Kommunen ejer jorden i forvejen )

3. plan: På Helmer Larsens jord overfor skolen på Helgesvej.

Toftvad samt en del af udvalget skulle fremlægge planerne på sognerådets møde den 27. marts 1969 for at få godkendt en placering.

Også de økonomiske muligheder blev drøftet.

Johannes Jensen fremkom med muligheder for tilskud og rentefrie lån. Et større arrangement til sommer var måske en opgave for veteranforeningen. Kommunen skulle søges om tilladelse til at få et tivoli til byen og bevillingen skulle man selv have for at tjene pengene. Gevinstspil i forbindelse med sommerfesten var måske også en ide.

 

Planerne for sognerådet.

Efter et godt og grundigt forarbejde blev sognerådet den 27. marts orienteret om planerne, som blev vel modtaget.

Der havde været en positiv indstilling til planerne, og der blev givet tilsagn om kommunegaranti samt om at stille en grund til rådighed, hvis sognerådet godkendte projektet. Placeringen af en eventuel hal blev foretrukket på Knud Hansens jord, arealet ca. 3,5 td. ld. Hvis pris var fornuftig.

Udvalget havde selv forhørt sig hos Knud Hansen og prisen ville blive 9000 kr. pr. td.ld. + omkostninger.

 

På mødet, den 31.marts 1969, drøftedes endvidere lokalebehov og størrelsen af disse.

PÅ næste møde medbringer Toftvad et skitseforslag over lokaler.

 

Den  6. maj 1969 hos Vagn Pedersen. Toftvads lokaleforslag diskuteres livligt. En ny skitse udarbejdes til næste møde.

 

Den 9. maj 1969 Hos Per Jacobsen. Udvalget gik ind for Toftvads skitse med enkelte ændringer og stiler efter at  have den endelig grundskitse klar til næste møde.

Skitsen omfattede ca. 2200 m2 bebygget areal, hvad udvalget fandt ville blive dyrt. Tilbygningernes areal forsøges reduceret.

 

Den 22. maj 1969 hos Ole Høj Jensen. Skitsen omfatter nu i alt 1820 m2 hal samt birum. Den anslåede pris var ca. 1.3 milll. for bygning med inventar samt p-plads. Skitsen skal forelægges sognerådet for at høre om dets stilling. Samtidig forsøges det det at få Cadomus til at give et tilbud på den skitserede hal for at få et sammenligningsgrundlag.

 

Den 30.maj 1969 hos Vagn Hansen. Sognerådet er stadigvæk positivt indstillet til planerne. Mulighederne for at nedbringe prisen på hallen til ca. 1 mill. Drøftedes herunder bl.a. arkitethonorar. Det blev vedtaget at afholde et beboermøde på Herlufmagle skole tirsdag den 17. juni 1969 kl. 19.30 for at finde ud af, om der var virkelig interesse for sagen. Fotograf Rasmussen, Fuglebjerg gav tilsagn om at komme til stede og vise en film, der omhandler Fuglebjerghallen opførelse og værkfører Svend Lindgren, Fuglebjerg vil fortælle om arbejdet. Det vedtoges ligeledes at samle pressen til et møde på ” Gulerodshuset” mandag den 9.juni 1969 for at få omtale i de lokale aviser.

 

Den 2. Juni 1969 hos Ole Høj Jensen. Møde med Cadomus som blev orienteret om planerne. De lovede at give et uforpligtende tilbud og en tegning til den 16. juni 1969 til beboermødet.

 

Den 6. Juni 1969 En del af udvalget var i Fuglebjerg for at se Hallen samt få en deloplysninger af inspektør og formand, bl.a. om, hvordan man skulle få planerne realiseret.

Spændende var det derfor, hvordan borgerne ville modtage projektet. På beboermødet den 17. juni 1969 skulle fremlægges skitser og prisoverslag. Stemningen blandt beboerne skulle ”Loddes” og derigennem forhåbentlig give grønt lys for fortsat arbejde med projektet for den selvejende Hal.

 

Mandag den 9. juni afholdtes møde på Gulerodshuset med repræsentanter fra pressen ( Aktuelt , Dagbladet og Næstved Tidende ).

Udvalget redegjorde for planerne angående hallen og om det kommende beboermøde på Herlufmagle Skole tirsdag den 17. juni 1969. Der stiles efter at få valgt et 7.mands udvalg, der skal arbejde videre med planerne og lægge op til en stiftende generalforsamling.

Programmet  for mødet bliver følgende: Vagn Hansen bliver mødeleder, Ole Høj Jensen giver en redegørelse for udvalgets arbejde og hvorfor. Per Jacobsen redegør for skitsen og det bygningsmæssige.

Derefter bliver der mulighed for spørgsmål og svar samt nye ideer fra de fremmødte. Endvidere modtages forslag og valg til nyt udvalg. Til slut forevises filmen fra Fuglebjerghallen.

 

Beboermøde tirsdag den 17.juni 1969 blev afholdt på Herlufmagle skole hvor det første skridt blev taget på vejen til en ny sportshal i Herlufmagle. På mødet var indstillingen meget positiv fra de fremmødet og der blev valgt et 7-mands udvalg til at fortsætte det videre arbejde.

Udvalget fik følgende sammensætning: Ole Høj Jensen Herluflille, Hans Erik Larsen Tybjerglille, Vagn Hansen Gelsted, Palle Mathiesen Herlufmagle, Per Jacobsen Gelsted, Vagn Petersen Gelsted og Per Jacobsen Herlufmagle. Som suppleanter valgtes Villy Petersen Tybjerg og Dennis Kehr Herlufmagle.

 

Møde den 25. juni 1969 hos Per Jacobsen. Der var givet grønt lys for halplanerne, nu skulle man i gang med realiteterne. Man mente ikke, at det kunne gøres billiger end tilbudt af Cadumus. Der skulle derfor afholdes et møde med dem, om bestilling af et projekt, hvor udvalget ønskede at forbeholde sig ret til, at tilbygningerne blev bygget ved frivillig arbejdskraft eller lokale håndværker.

Der lånes vedtægter fra bestående haller for at få udarbejdet et sæt for Herlufmagle-hallen.

 

Møde med repræsentanter fra Cadomus på kommunekontoret den 2.juli 1969.

Skitsen blev gennemgået, - enkelte ændringer blev foretaget, bl.a. kioskens placering.

 

Mandag den 8.juli 1969 foretog Aage Jensen, Ole Høj Jensen og Vagn Hansen en tur til Raklev for at se Røsnæshallen, der var under opførelse.

 

Møde den 8.juli 1969  Hos Hans Erik Larsen. Vedtægterne fra Fuglebjerghallen blev gennemgået og det blev besluttet at undgå repræsentantskabet, så generalforsamlingen blev den øverste myndighed. Bestyrelsen vælges af foreningerne og medlemmerne. Det blev vedtaget at indhente vedtægter fra flere haller, før endelig beslutning om udformning skal tages.

Den stiftende generalforsamling berammedes til senest den 15 august 1969

 

Møde den 18. juli hos Per Jacobsen Sletskov.Aage Jensen mødte med et udkast til vedtægter, som blev gennemgået. Skal vedtages på næste møde. Herlufmagle og Tybjerg Idrætsforeninger opfordres til at vælge hver en repræsentant til halbestyrelsen for at nå op på 9 medlemmer.

 

Den 8. august samledes udvalget hos Palle Mathiesen. Det fremlagte revideret udkast til vedtægter indstilles til godkendelse.

Den stiftende generalforsamling blev fastsat til tirsdag den 19. august 1969 på Herlufmagle Skole, kl. 20.00

Udvalget konstituerede si med: Formand Ole Høj Jensen, Næsteformand: Per Jacobsen Gelsted, Kasserer: Vagn Hansen Gelsted, Sekretær Per Jacobsen Sletskov. Næste møde på kommunekontoret den 15. august 1969.

 

Møde den 15. august 1969 på kommunekontoret, udvalgets mødes, og her blev de nye vedtægter fremlagt og enstemmigt vedtaget. Per Jacobsen har været ude på pladsen, opmålt og beregnet, hvor meget det vil koste at støbe fundamenter og gulv. Efter hans ønske kan det gøres for ca. 100.000 kr.

Budgettet, som vil blive fremlagt ved den stiftende generalforsamling er meget ”løst”

Dagsorden for den stiftende generalforsamling blev således:

1 / Velkomst ved formanden

2/ Valg af dirigent

3/ Formanden aflægger beretning.

4/ Vedtægterne oplæses.

5/ Afstemning om do.

6/ Eventuelt.

                                                                                                                                    

Samlet til stiftende generalforsamling tirsdag den 19. august, kl. 20.00 på Herlufmagle centralskole

                                                                               

1/ Formanden for Haludvalget Ole Høj Jensen, bød på haludvalget vegne velkommen og foreslog sognerådets formand, gårdejer Verner Larsen, valgt som dirigent.

 

2/Verner Larsen blev valgt og konstaterede, at mødet var indvarslet den 12. august og den 14. august 1969.

Dagsordenen blev oplæst.

 

3/ Formanden aflagde beretning og gennemgik, hvad udvalget indtil nu havde arbejdet med. Han kom ind på de ændringer af skitseforslaget, der foreslå siden sidst beboermøde.

 

4/Vedtægterne blev oplæst af kommunesekretær Aage Jensen. Dirigenten gennemgik derefter hver enkelt paragraf, hvorefter de blev enstemmigt vedtaget.

 

5/ Intet af betydning

 

6/Formanden fik ordet og takkede dirigenten for ledelsen af den stiftende generalforsamling.

 

7/Veteranklubben overrakte herefter den selvejende institution 20.000 kr. fra sommerfesten 1969. Herlufmagle Idrætsforening overrakte 10.000 kr.

 

8/Formanden takkede for gaverne og for tilslutningen.

 

Den 17. september 1969 møde hos Vagn Hansen. Bestyrelsen med de 2 nyvalgte, Finn Christiansen, HGIF og Mogens Hansen, Tybjerg IF var samlet for første gang efetr den stiftende generalforsamling. Der var endnu ikke modtaget facadetegninger fra Cadomus, som snarest skal afleveres til fredningsmyndighederne. Det vedtoges, at indhente uforbindende tilbud vedrørende støbning af grunden.

Ole Høj Jensen vil foranledige, at der oprette en byggekredit hos en af bankerne. Endvidere vil han  sende et brev til I/S Herlufmagle Vandværk og anmode om at få koblet på vandforsyningen.

Næste møde den 23. september på pladsen, hvor Villy Pedersen vil være til stede.

 

Bestyrelsesmøde på Kommunekontoret, den 5. december  1969.

Et trekantet stykke jord, ca 1000-1100 m2 a` 1.75 ejet af ”Fredriks Eg” er købt. Fredningsnævnet har den 26. november 1969 givet tilladelse til byggeriet. Tegninger fra Cadomus blev drøftet, ligesom køkkenindretning, varmeanlæg og elektricitet. Ingen beslutning før tilbud foreligger.

Der nedsættes et teknikerudvalg: Per Jacobsen, Finn Christiansen, Mogens Hansen og Vagn Pedersen.

 

Lørdag den 21.marts 1970 på Tybjerg skole. Cadomustilbud dyrere end aftalt. Drøftelse af tilbud på fundament og klaplag.

 

Onsdag den 25.marts 1970 Møde hos Ole Høj Jensen: Den 28/3 skal et udvalg til Toreby og se på hal, og den 31/3 skal der forhandles med Cadomus om tilbuddet på 608.000 kr.

 

31.marts 1970 Møde med Cadomus. Tilbuddet nedbragt med 341.000. kr.

 

Lørdag den 4. april 1970 Cadomus får entreprisen

 

Lørdag den 25. april 1970 De 3 første spadestik foretages i øsende regn af: Borgmester Poul Jensen, tidl. Sognerådsformand, Verner Larsen samt Ole Høj Jensen.

Herefter en lille sammenkomst på Gulerodshuset.

 

Onsdag den 29. april 1970 Murerentreprisen til Erik Andersen, Næstved til 160 kr. pr. m2 samt etageadskillelsen på ca. 400 m2.

 

Tirsdag 19.maj 1970 Kloakering klarer ”Vi” selv. Fremover byggemøde hver onsdag kl. 19.00 i sommerhuset.

 

Torsdag den 28.maj 1970 Enighed om indretning af sidebygninger.

 

Fredag den 5.juni 1970  F.U. Ole Høj Jensen og Vagn Pedersen giver retningslinjer - de enkelte køber selv ind udvalg.

 

Onsdag den 1.juli 1970 Varme i hallen bliver , Dantherm,-og de øvrige Dansk Storker.

 

Onsdag den 5.august 1970 Mød med alle idrætsforeninger i kommunen. Støtte til beboerindsamling i september måned fra alle undtagen Næsby-Tyvelse.

 

31. august 1970 Ruter og materiale vedrørende indsamling godkendt.

 

17. september 1970 Henvendelse til egnens banker vedrørende finansiering.

 

3. december 1970 Opsalg af stilling som Halinspektør i Berlingske Tidende og Næstved Tidende.

 

3. januar 1971 Ud af 38 ansøgninger vælges 5 til samtale,

 

11. januar 1971 Møde hos Per Jacobsen og der udpeges den lokale mand som Halinspektør for Hallen, nemlig Kaptajn P:P:Jacobsen, Sletskov.

Kaptajn Jacobsen har været ansat på Gardehusarkasernen i Næstved. Ansættelsen træder i kraft den 1. marts 1971.Til en løn af 40.000kr. årligt.

 

20. januar 1971 Ole Høj Jensen, Vagn Hansen og P.P Jacobsen alle med koner ser på service ig bestik i København.

 

Nu går det planmæssigt med Hallen og forventer at tage hallen i brug i marts 1971 og indvies 1.maj 1971.

 

Lørdag den 1.maj 1971 indvies Herlufmagle-hallen og adgangskort blev udleveret gratis i alle forretninger og der er fælles med medbragt mad eller det kunne bestilles i Hallens Cafeteria.

Festen startede kl. 18.00 og sluttede først ud på de små timer.

 

 

 

 

 

Det var lidt af historien om Herlufmagle hallens tilblivelse og om alle de ildsjæle som var med til at opfører hallen, der har siden hen været afholdt rigtig mange sportsstævner og fester som er umulig at holde tal på. 

Og hallen bliver den dag i dag benyttet af rigtig mange mennesker ” ung som ældre ” og vi håber det vil fortsætte i mange år frem i tiden, selv om tiderne ændre sig.

 

 

På gensyn i Herlufmagle-Hallen

 

 

Den 24. april 1970 blev første symbolske spadestik taget. Borgmester for den nye Suså Kommune, Poul Jensen, Buske tog det første spadestik, - Tidligere Sognerådsformand Verner Larsen det andet,- og formanden for Haludvalget, Ole Høj Jensen foretog det tredie.